Diamant kan innovere. Vi var den første tyske producent, der eksperimenterede med aluminium tilbage i 1920’erne. Vi udviklede quick release til hjul på landevejscykler på samme tid som Campagnolo. Og i 1992 satte vi vores første elcykel i serieproduktion – som den anden tyske producent nogensinde. Her tager vi et nærmere kig på den specielle Diamant City Blitz og dens funktioner. 

Diamant City Blitz – en stålhest, der frigør kræfter, når din styrke svinder

Det kan være trættende at cykle. Ideen om at arbejde med hjælpemotorer er næsten lige så gammel som cyklen selv. Da forbrændingsmotoren stadig konkurrerede med dampmaskinen, eksperimenterede opfindsomme mennesker også med elektriske drivsystemer – dog uden succes på det tidspunkt. Der blev gjort seriøse forsøg i 1960’erne, men ingen prototyper nåede nogensinde at komme i serieproduktion. Dette ændrede sig i begyndelsen af 90’erne – og her var Diamant helt i front. Og helt i forgrunden var udseendet, som adskilte sig markant fra andre cykler. Det ekstravagante laktema dækkede over det store batteri som et stilelement. 

“Kan du lide at cykle, men vil gerne skåne dine muskler? Og ikke blive for hurtigt forpustet? Det er der nu et svar på: City Blitz, den kraftfulde cykel. Sådan blev den nye letvægtsknallert annonceret fra slutningen af 1991. Den skulle kombinere egenskaberne ved en trekking®-cykel og en knallert. Ingen irriterende raslende lyde som ved en forbrændingsmotor, men mere sjov i længere tid.

City Blitz blev udviklet i begyndelsen af 90’erne med midler fra en fond.* På det tidspunkt havde den forproducerede Hercules Electra allerede været på markedet i tre år – men bortset fra Diamant var der ingen andre producenter, der sprang med på vognen. Derfor var City Blitz den anden tyske elcykel i 1992 og også en af kun tre serieprodukter, der var tilgængelige på verdensplan. 

Mid-step, 5-trins Pentasport-gearskifte og 90’er-farver. (Lilla og turkis var en suveræn kultkombination, ikke sandt?) City Blitz kunne vise, hvad den var lavet af, når det gjaldt på stigningerne. Et hurtigt drej på tændingsnøglen og en lille bevægelse af håndtaget på styret satte elmotoren på forhjulet i gang. Man kunne lade motoren gøre alt arbejdet for sig eller hjælpe til ved at træde i pedalerne – Lex Hercules gav ren motorassistance på op til 20 km/t. Hastigheden kunne indstilles trinløst ved hjælp af et drejehåndtag. Et display på styret viste hastighed, gennemsnitshastighed, tilbagelagt strækning og endda tiden. Afhængigt af udstyret kostede elcyklen mellem 2.550 og 2.800 D-mark. 

Motoren på 28,8 V virkede på forhjulet via friktion. Den blev aktiveret via et drejehåndtag, der sænkede den ned og bragte den i kontakt med dækket. Motoren udviklede en kontinuerlig effekt på 0,17 kW, og i en kortere periode var der endda 0,36 kW til rådighed. Motorkraften var derfor ikke fremragende, men tilstrækkelig til en hastighed på 20 km/t. Den blev drevet af et 5,3 kg tungt nikkel-cadmium-batteri, som sammen med opladeren var anbragt i en aflåselig, aftagelig kasse. 

Alt efter forholdene var en batteriopladning nok til ca. 30 kilometer. Det var fænomenalt for den tid – og så længe motoren ikke var tændt, kunne man køre normalt på cyklen uden nogen friktion. Batteriet blev fuldt opladet igen efter en maksimal opladningstid på fire timer. 

Pedalerne og motoren på City Blitz kunne frakobles fuldstændigt. Det betød, at elcyklen også kunne bruges som en almindelig cykel eller som en knallert. Med en vægt på 27 kg lå City Blitz langt under andre elcykeleksperimenter på det tidspunkt, men det var bestemt ikke ren fornøjelse. Hvis du lod strømkassen blive hjemme, vejede City Blitz stadig 19,2 kg – ca. 2-3 kg mere end en sammenlignelig standardcykel. 

Derfor blev Diamant City Blitz ingen succes trods fremragende teknologi

City Blitz havde et par punkter, herunder friktionsrulle-drevet. Friktionsrullen, som var for smal, havde næsten ingen friktion, når den var våd, og havde tendens til at glide. Den smalle rulle beskadigede også fordækket med sine kanter i det lange løb – så fordækket brød hurtigere sammen og var udsat for punktering. 

Et andet svagt punkt var batteriet. De havde en udtalt hukommelseseffekt, hvilket betød, at batteriet skulle udskiftes med et nyt efter kort tid (undertiden efter blot et år). 

Ikke mindst på grund af disse mangler nåede City Blitz ikke at bide sig fast. Produktionen blev indstillet i 1996. Indtil da var der kun solgt 3.000 cykler – oprindeligt var dette det planlagte antal for 1992 alene. Selv om stellet og den øvrige teknologi var meget god, vand drividéer fra andre producenter frem på elcyklen. 

*Treuhand-agenturet var en offentlig institution, som havde til opgave at overføre tidligere statslige virksomheder i det daværende Østtyskland til den private sektor. Treuhand-agenturet investerede i omstruktureringen af virksomhederne før salget og skulle finansiere sig selv med salgsprovenuet, men havde i virkeligheden behov for store statslige tilskud.